lørdag, juni 30, 2012

En telefonsælgers bekendelser

Kære blog .. Jeg har forsømt dig, som Regeringen forsømmer sine vælgere. Men nu er jeg tilbage, og jeg vil gerne fortælle dig om en lille episode, som jeg løb ind i forleden.

Jeg HADER telefonsælgere .. især dem som ringer til mig, mens jeg sidder i fred og nyder en frysepizza med "skinke" (eller hvad det nu lige er, man kan købe, slagte og skære i skiver for omkring 25 øre). Jeg mener, hvem fanden har lyst til, at Føtex hver morgen ringer, og spørger om man mangler mælk .. for så har de et godt tilbud. Hvis jeg mangler noget, så skal jeg nok selv opsøge det.

For leden blev jeg, på foranledning af min kære kone (ja... sådan én har jeg faktisk fået siden sidst .. så nu bliver der for alvor noget at brokke sig over), blev kontaktet af en sælger fra et firma kaldet "Modstrøm". Her er en kort opsummering af samtalen:

Sælger: Goddag .. Du taler med XX fra Modstrøm

(her var min første tanke så, hvorfor et dametøjsfirma ringer til mig .. jeg blev dog hurtigt klogere)

Sælger: Jeg ringer fordi din kone fortalte mig, at du styrer strømmen derhjemme. Må jeg spørge, hvordan du får din elregning?

Mig: Øhh .. Den får jeg med posten.

Sælger: Nej, jeg mener, hvilket elselskab bruger du?

Mig: Nååå .. Jeg bruger ikke noget elselskab. Det er for dyrt i strøm.

Sælger: Øhh .. Jeg forstår ikke helt. Har du ikke strøm?

Mig: Nej, jeg får strøm fra naboen.

Sælger: Naboen? Jamen, det er ulovligt.

Mig: Nej nej .. Han har sagt god for det. Så det er OK.

Sælger: Det er altså stadig ulovligt.

Mig: Shhh

Sælger: Hvad?

Mig: Shhhh .. Du skal ikke sige det til nogen .. så er der ingen der opdager det.

Sælger: Tager du pis på mig?

Mig: Hvad er nu det? FOR SATAN, nu sidder han og skider på græsplænen igen .. Jeg bliver nødt til at løbe.

Sælger: Må jeg sende dig noget information om vores løsninger?

Mig: Vi har ikke nogen postkasse .. Der kommer kun regninger. Men du må gerne komme og levere det ved døren. Men jeg bliver nødt til at løbe .. Idioten sidder og skider på min græsplæne igen .. Den satans skiderik.

Sælger: OK.. Men Modstøm ligger altså i København, så jeg kan ikke sådan lige komme forbi.

Mig: Hvis dit firma ligger i København, hvordan vil I så levere strøm til mig? .. Jeg gider ikke have sådan et langt kabel liggende i min have .. Jeg tror ærligt talt også at naboerne ville blive lidt irriterede hvis der lå sådan et kabel hen over deres have.

Sælger: Ok .. Undskyld at jeg forstyrrede.

Mig: Åh, jeg be'r! (jeg har set meget Far til fire på det sidste).

Så .. jeg fik altså ikke noget strøm.


onsdag, november 21, 2007

Ode til en løvfrø

Du er så grøn..
Du er så slimet..
Som du sidder der på den grønne gren næsten som limet.
Hvor jeg dog ville ønske
Jeg havde min økse!

søndag, august 06, 2006

Live from Tokyo

Ankom for lidt over 6 timer siden til Tokyo.. Der fandme er mange japanere her!

torsdag, februar 23, 2006

So Zoo Me!

Gennem det sidste halve år har jeg i min fritid arbejdet på en tegneserie stribe (i stil med dem i aviserne) kaldet So Zoo Me! Jeg har nu endeligt fået tegneserien klar, og fået lagt den på Nettet. Den kan findes på http://www.sozoome.com og første tegneserie er allerede lagt ud. Fremover vil der hver fredag komme en ny stribe på siden. Det hele er på engelsk, så det er en fordel at kunne dette sprog ;)

Kommentarer, positive som negative, modtages glædeligt :)

onsdag, februar 22, 2006

You have .. 937 messages! All of which are marked urgent!

Hvad er det med folk og e-mail? Det er ligesom al fornuft forsvinder, når folk får tilsendt en e-mail, eller skal til at sende en e-mail.

Jeg tog meget hurtigt Internettet og e-mail til mig. Faktisk købte jeg i 1995 et Internet abonnement bare for at få en e-mail adresse, men havde ikke adgang til Internettet fra andre steder end biblioteket. Når jeg tjekkede min mail, så var det altid fornuftige og velovervejede ting folk skrev til mig. Ting som jeg faktisk godt ville vide. Ting som jeg synes var relevante.

Så kom Internet revolutionen. Alle havde pludselig fået en gratis Hotmail adresse, og der kom adgang til Internet og mail på uddannelsessteder, arbejde og hjemme. Og der gik ikke 5 minutter før min mailbox var fyldt med alle mulige mails med emner lige fra kædebreve (hvor min penis eksploderede hvis jeg ikke videresendte denne ligegyldige samling bytes til mindst 20 millioner personer på min kontaktliste), til ligegyldige reklamer og ikke mindst .. Ganske uovervejede og ligegyldige mails fra familie og bekendte.

Hvor tit har man nogensinde modtaget et brev, hvor der stod noget i retningen af: Hej med dig .. Jeg har lige spist ris og fået tynd mave. Synes bare lige du skulle vide det. Vi snakkes. Eller: Hej Kim, Nå .. Du kan også modtage post. Så sender jeg lige en besked til dig senere.

Sådanne ligegyldige informationer finder hver dag frem til mine efterhånden mange e-mail adresser (til forskellige formål). Pludselig er det ikke kun spam mails jeg ønsker at tilføje til mit junk-mail filter. Det er også familie, venner, kolleger og det der er værre.

fredag, februar 17, 2006

Vintersportsnationen Danmark

I en tid hvor Danmark er synonymt med Muhammed tegninger og boykottet svinekød glemmer man helt den store begivenhed som udspiller sig i Torino I-talien: Vinter OL.

Dagligt bombarderes vi med flere timers rapportager og direkte udsendelser fra dette arrangement på dansk TV. Men hvorfor denne store dækning? Det skyldes naturligvis danskernes enorme potentiale i dette stævne, såvel som facinerende "sportsgrene" som kunstskøjteløb, langrend og curling.

Netop curling er på alles læber. Danmarks store medaljehåb, de danske curlingepiger, er nemlig blevet godt og grundigt stenet i dette arrangement. På trods af skrigeri, som er enhver pornofilm værdig, er det nemlig kun lykkedes dem at slå nationer, for hvem sne er noget man ser på TV.

Heldigvis er Danmark repræsenteret i en lang række andre sportsgrene, hvor vi ... Nå nej .. Curling er vist det eneste Danmark med nød og næppe har formået at kvalificere sig til. Dette afskrækker dog ikke Morten Stig og TV2 Sporten at forkæle os med flere timers daglig dækning af velplejede mænd på skøjter, der i tætsiddende trikot og med håret blafrende, forsøger at overbevise verden om, at kunstskøjteløb er en maskulin sport.

Heldigvis varer det 4 år inden vi skal plages med Vinter OL igen.

tirsdag, februar 14, 2006

Af jord er du kommet .. og en duft af jord skal komme fra dine fødder!

Jeg er døbt og konfirmeret, men har absolut ingen tro på en højere guddommelig magt, som står bag det hele. Når jeg søger svar, så søger jeg den i videnskaben, men jeg ser nu ikke videnskaben som en "religion".

I mine øjne er religion at tro på noget uden at stille spørgsmål ved det. Eksempelvis siger man i kristendommen, at Guds veje er uransagelige, når der sker noget, som man ikke kan forklare.

I relgionen følger man nogle regler og skikke som er fastsat af et guddommeligt skrift. Man stiller ikke spørgsmål til denne skrift, men man kan fortolke den på mange måder.

I videnskaben stiller man spørgsmål til alt indtil man har bevist, at tingene forholder sig sådan. Man forholder sig kritisk til alle de ting man lærer, og man finder hele tiden nye svar. Hvor religion står stille, udvikler videnskaben sig konstant. Man kan ikke fortolke videnskab, da videnskab i sig selv er bevist.

Jeg synes dog der er noget poetisk i, at man, efter man dør, bliver nedbrudt til de dele, man er dannet af. For mig er dette meget lig kristendommens sidste velsignelse "Af jord af du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå". Godt nok genopstår man ikke på samme måde, som det menes i kristendommen, men de dele man nedbrydes til, vil igen blive en del af noget andet, og på den måde "lever man videre" i en anden form. Som en del af noget andet. Jeg synes som sagt denne tanke er fantastisk, og selvom ens bevidsthed ikke umiddelbart føres videre, så stopper man i princippet aldrig med at eksistere.

Shit jeg er træt :D