Kender du det? Du har hørt din musiksamling igennem for 1000. gang, og kan alle numrene udenad og hvilken rækkefølge de kommer i?
Du går herefter til dine venner eller bekendte, og spørger dem om, hvad der er fedt lige nu: "Har du hørt den der fede nye single fra Britney Spears? Du ved den der Everytime!! Den er bare herre overfed, der!" kommer det så som skidt fra en spædekalv. Med lidt væmmelse og afmagt konstaterer du nu, at det nummer nok ikke LIIIIIIIIIGE er så fedt, som det bliver gjort til, og du går hjem og hører din musiksamling en gang til.
Du har nu konstateret at alle dine venner har en rådden musiksmag, men du vil stadig gerne have ny inspiration til de fedeste nye numre! Hvad gør man så? Man går naturligvis på Nettet.. Ikke til en af de elendige musik tjenester som MSN Music eller iTunes: Her har redaktørerne nemlig en mindst lige så rådden musiksmag som dine venner, og har tydeligvis lige så lidt forstand på musik.
Her til morgen (hvor jeg egentligt burde være på vej på arbejde) sad jeg så at læste lidt på en tilfældig blok, og her fandt jeg til min store overraskelse et fantatisk site, som baseret på ens musiksmag foreslår ny musik, som du muligvis kan lide... SIMPELTHEN FANTASTISK!!!
Sitets navn er Pandora.com. Funktionen er så simpel at alle burde kunne være med: Først indtaster man titlen på et nummer man kan lide, eller navnet på en kunstner. Derefter foreslår Pandora et nummer baseret på dette, og man vælger så under "Guide", om man kan lide dette nummer, eller om Pandora har en lige så rådden musiksmag som ens venner. Ud fra dette valg spiller Pandora så et nyt nummer, og igen foretager man valget: Godt eller skidt. På baggrund af valgene opretter Pandora så en playliste, og man kan nu høre den fedeste musik dagen lang.
Dette indlæg er skrevet mens jeg sidder og lytter til Pandora på arbejdet .. Må hellere stoppe med at skrive .. Min chef begynder at se lidt ond ud.
"HEY CHEF!!! OP MED HUMØRET!! JEG HAR LIGE ET NUMMER DU SKAL HØRE!! DET ER VILDT FEDT!! DET ER MED HENDE DER BRITNEY SPEARS!! DET HEDDER EVERYTIME!! DET ER HERRE FOR VILDT, DER!!"
onsdag, august 31, 2005
søndag, august 28, 2005
torsdag, august 25, 2005
Lykkens pamfilius
Det skal ikke være nogen hemmelighed længere: Jeg har været inde i en enorm stribe af held de sidste par dage: Maden er ikke brændt på en eneste gang, der har ikke været ild i køkkenet en eneste gang siden sidst, og så har jeg fået ønskejobbet i hus pr. 1. oktober.
Imens jeg sidder og tror, at nu kan det snart ikke blive bedre, ringer telefonen så. Den mest forførende forudindtalte stemme fortæller mig på flydende amerikansk:
"DET VAR DA SATANS!" tænkte jeg, og uden at tænke mig om hamrer jeg mine pølsefingerer ned på telefonens tastatur.
Lidet var heldet dog, for af uransagelige grunde, ramte jeg ikke 9 tasten. Dette imponerede naturligvis ikke telefonsvareren i den anden ende, så stemmen fortsatte forførende:
Med en elefants snilde fik jeg hurtigt ramt 9 tasten, og stemmen i røret spolede lidt længere frem på båndet, og blev nu mere krævende:
Da jeg ikke er videre autistisk kunne jeg naturligvis ikke dette nummer i hovedet. I guder!!!. Jeg har lige kæmpet med at ramme "9" tasten, og nu vil damen have mig til at taste 16 cifre og derefter trykke på en tast som hedder "pound".
Med frygten for at miste min dyrbare præmie tastede jeg lynhurtigt 16 cifre ind, og trykkede på "pound" tasten (du ved, den lille tast man ellers ikke aner hvad skal bruges til). Stemmen i røret blev nærmest euforisk, og begyndte næsten at juble, mens noget som lød som en fanfare, optaget med udstyr fra 1930'ernes Polen, blev fyet af gentagende gange i baggrunden. Støjen fra fanfaren var så øredøvende, at jeg aldrig fandt ud af, hvad den sensuelle stemme sagde.
Så .. Nu håber jeg bare, at min præmie snart kommer. Ellers vil jeg bede personen med kort nr. 8363 4387 1274 2991, om lige at kontakte mig, hvis han eller hun pludseligt uventet får en rejse til Caribien ind på sin konto. Husk nu!! Med ærlighed kommer man længst, og jeg kan jo ikke gøre for, at jeg ikke kan nummeret på mit VISA kort i hovedet vel??
Imens jeg sidder og tror, at nu kan det snart ikke blive bedre, ringer telefonen så. Den mest forførende forudindtalte stemme fortæller mig på flydende amerikansk:
"CONGRATULATIONS!! YOU HAVE JUST WON A CRUISE TO THE CARIBBEAN! TO CLAIM YOUR PRICE, JUST PRESS THE 9 KEY NOW ON YOUR TELEPHONE NOW!"
"DET VAR DA SATANS!" tænkte jeg, og uden at tænke mig om hamrer jeg mine pølsefingerer ned på telefonens tastatur.
Lidet var heldet dog, for af uransagelige grunde, ramte jeg ikke 9 tasten. Dette imponerede naturligvis ikke telefonsvareren i den anden ende, så stemmen fortsatte forførende:
THAT IS THE 9 KEY!!
Med en elefants snilde fik jeg hurtigt ramt 9 tasten, og stemmen i røret spolede lidt længere frem på båndet, og blev nu mere krævende:
TO CLAIM YOUR PRIZE, WE NEED TO KNOW YOUR ACCOUNT NUMBER! PLEASE ENTER YOUR VISA OR MASTER CARD NUMBER AND PRESS THE POUND KEY!
Da jeg ikke er videre autistisk kunne jeg naturligvis ikke dette nummer i hovedet. I guder!!!. Jeg har lige kæmpet med at ramme "9" tasten, og nu vil damen have mig til at taste 16 cifre og derefter trykke på en tast som hedder "pound".
Med frygten for at miste min dyrbare præmie tastede jeg lynhurtigt 16 cifre ind, og trykkede på "pound" tasten (du ved, den lille tast man ellers ikke aner hvad skal bruges til). Stemmen i røret blev nærmest euforisk, og begyndte næsten at juble, mens noget som lød som en fanfare, optaget med udstyr fra 1930'ernes Polen, blev fyet af gentagende gange i baggrunden. Støjen fra fanfaren var så øredøvende, at jeg aldrig fandt ud af, hvad den sensuelle stemme sagde.
Så .. Nu håber jeg bare, at min præmie snart kommer. Ellers vil jeg bede personen med kort nr. 8363 4387 1274 2991, om lige at kontakte mig, hvis han eller hun pludseligt uventet får en rejse til Caribien ind på sin konto. Husk nu!! Med ærlighed kommer man længst, og jeg kan jo ikke gøre for, at jeg ikke kan nummeret på mit VISA kort i hovedet vel??
onsdag, august 17, 2005
Død mand sladrer ikke
I dagens udgave af Ekstra Sprøjten finder man bla. overskriften:
Dræbt brasilianer løb aldrig fra politiet
Næ .. Det gør døde mennesker sjældent!
Dræbt brasilianer løb aldrig fra politiet
Næ .. Det gør døde mennesker sjældent!
onsdag, august 10, 2005
Fattigrøvens potensforlænger
Jeg faldt lige over en interessant artikel i Ekstra Sprøjten. Ifølge forskere i Moskva skulle der være en sammenhæng mellem størrelsen på mænds fødder og længden på det maskuline vedhæng (hvis du ikke ved hvad det er, så spørg din far eller mor).
Faktisk skulle man via formlen:
Længde på vedhæng = (Størrelse på fod i cm + 5) / 2
kunne beregne længden.
Dvs. at går man i for store sko, så er der tale om en potensforlængelse!! Det gør det jo unægteligt lidt billigere at overkompensere.
Faktisk skulle man via formlen:
Længde på vedhæng = (Størrelse på fod i cm + 5) / 2
kunne beregne længden.
Dvs. at går man i for store sko, så er der tale om en potensforlængelse!! Det gør det jo unægteligt lidt billigere at overkompensere.
tirsdag, august 09, 2005
Den tidlige midtvejskrise
Det sker for os alle: Vi bliver ældre.. Lige indtil vores sidste salgsdato oprinder, og fødderne begynder at få en velkendt lugt af jord.
Jeg nærmer mig de 30. Ok, der er 2 år til endnu .. godt og vel .. Men jeg synes allerede jeg begynder at mærke presset. Ikke så meget på helbredet. Det er som det skal være, med undtagelse af et par små skavanker, jeg har pådraget mig over tiden. Næ nej .. Det er presset fra omgivelserne jeg begynder at mærke.
Min mor begyndte for nogle år siden med at spørge, om jeg ikke snart skulle finde mig en kæreste, som jeg kunne holde på lidt længere end holdbarheden af en liter letmælk. Samme spørgsmål får jeg ofte fra min moster og andre af det modsatte køn i familien (det er som om, at der er større forståelse fra den mandlige del). Nu skal det ikke lyde som om, jeg bare hopper fra den ene til den anden. Tværtimod. Der er bare langt imellem mine forhold. Så skete det dog, at jeg fandt en, som det så ud til ville holde længere end gennemsnittet. Derpå steg presset yderligere. Spørgsmålet "Skal du ikke snart finde en kæreste?" ændrede sig hastigt til "Nu skal du vel snart til at have nogle børn?". Lige pludselig var udsigten til et solidt forhold bare ikke nok.
Så skete det selvfølgelig, at forholdet brast og jeg troede nu at jeg var tilbage ved "Skal du ikke snart finde en kæreste?". Sådan skulle det bare ikke gå. I stedet kom det pludseligt til "Du bliver jo ikke yngre!". Ikke længere spørgsmål men en konstatering af, at mine dage er ved at være talte, og hvis jeg ikke snart tog mig sammen, så kunne jeg lige så godt tage en smut i Kattens Værn, og adoptere 10-20 halvskaldede katte, og samtidig starte med at sy mine sparepenge ind i dyne og pude.
Samtidig er det som om, at de som har fundet deres livs udkårende, helt glemmer hvad det vil sige at skulle finde en ny kæreste. Som eksempel kan jeg nævne, at da jeg sidste var hjemme i det Nordjydske, var med mine forældre ude og handle i den lokale Føtex. Da vi så, efter naturligvis at have fyldt vognen så det lignede hamstring, skulle til kassen, valgt min mor så en, hvor der sad en køn ung kvinde og ekspedrede. Varerne blev læsset op, og da vi efter 30 minutters intens kamp med at overføre vare fra vogn til kassebånd skulle betale, prikkede min mor til mig, og spurgte om kasseekspedienten ikke lige var noget for mig...... Der stod jeg af. Det var som om en lille bid at mit resterende selvværd knækkede af og sank mod dybet. Ikke meget ulig Titanics forlis. Ikke nok med, at min mor åbenbart betragtede det at finde en kæreste, som at tage et pund fars op af køledisken, og så betale ved kassen, så var det sidste jeg manglede, at min mor forsøgte at pimpe mig ud til den første hun mødte.
Hvad er der med de 30. år? Er der nogle uskrevne regler for, hvad man skal have nået inden de 30. som jeg ikke har fået? SÅ HJÆLP MIG DOG!?!
Jeg nærmer mig de 30. Ok, der er 2 år til endnu .. godt og vel .. Men jeg synes allerede jeg begynder at mærke presset. Ikke så meget på helbredet. Det er som det skal være, med undtagelse af et par små skavanker, jeg har pådraget mig over tiden. Næ nej .. Det er presset fra omgivelserne jeg begynder at mærke.
Min mor begyndte for nogle år siden med at spørge, om jeg ikke snart skulle finde mig en kæreste, som jeg kunne holde på lidt længere end holdbarheden af en liter letmælk. Samme spørgsmål får jeg ofte fra min moster og andre af det modsatte køn i familien (det er som om, at der er større forståelse fra den mandlige del). Nu skal det ikke lyde som om, jeg bare hopper fra den ene til den anden. Tværtimod. Der er bare langt imellem mine forhold. Så skete det dog, at jeg fandt en, som det så ud til ville holde længere end gennemsnittet. Derpå steg presset yderligere. Spørgsmålet "Skal du ikke snart finde en kæreste?" ændrede sig hastigt til "Nu skal du vel snart til at have nogle børn?". Lige pludselig var udsigten til et solidt forhold bare ikke nok.
Så skete det selvfølgelig, at forholdet brast og jeg troede nu at jeg var tilbage ved "Skal du ikke snart finde en kæreste?". Sådan skulle det bare ikke gå. I stedet kom det pludseligt til "Du bliver jo ikke yngre!". Ikke længere spørgsmål men en konstatering af, at mine dage er ved at være talte, og hvis jeg ikke snart tog mig sammen, så kunne jeg lige så godt tage en smut i Kattens Værn, og adoptere 10-20 halvskaldede katte, og samtidig starte med at sy mine sparepenge ind i dyne og pude.
Samtidig er det som om, at de som har fundet deres livs udkårende, helt glemmer hvad det vil sige at skulle finde en ny kæreste. Som eksempel kan jeg nævne, at da jeg sidste var hjemme i det Nordjydske, var med mine forældre ude og handle i den lokale Føtex. Da vi så, efter naturligvis at have fyldt vognen så det lignede hamstring, skulle til kassen, valgt min mor så en, hvor der sad en køn ung kvinde og ekspedrede. Varerne blev læsset op, og da vi efter 30 minutters intens kamp med at overføre vare fra vogn til kassebånd skulle betale, prikkede min mor til mig, og spurgte om kasseekspedienten ikke lige var noget for mig...... Der stod jeg af. Det var som om en lille bid at mit resterende selvværd knækkede af og sank mod dybet. Ikke meget ulig Titanics forlis. Ikke nok med, at min mor åbenbart betragtede det at finde en kæreste, som at tage et pund fars op af køledisken, og så betale ved kassen, så var det sidste jeg manglede, at min mor forsøgte at pimpe mig ud til den første hun mødte.
Hvad er der med de 30. år? Er der nogle uskrevne regler for, hvad man skal have nået inden de 30. som jeg ikke har fået? SÅ HJÆLP MIG DOG!?!
Abonner på:
Opslag (Atom)