Den tidlige midtvejskrise

Det sker for os alle: Vi bliver ældre.. Lige indtil vores sidste salgsdato oprinder, og fødderne begynder at få en velkendt lugt af jord.

Jeg nærmer mig de 30. Ok, der er 2 år til endnu .. godt og vel .. Men jeg synes allerede jeg begynder at mærke presset. Ikke så meget på helbredet. Det er som det skal være, med undtagelse af et par små skavanker, jeg har pådraget mig over tiden. Næ nej .. Det er presset fra omgivelserne jeg begynder at mærke.

Min mor begyndte for nogle år siden med at spørge, om jeg ikke snart skulle finde mig en kæreste, som jeg kunne holde på lidt længere end holdbarheden af en liter letmælk. Samme spørgsmål får jeg ofte fra min moster og andre af det modsatte køn i familien (det er som om, at der er større forståelse fra den mandlige del). Nu skal det ikke lyde som om, jeg bare hopper fra den ene til den anden. Tværtimod. Der er bare langt imellem mine forhold. Så skete det dog, at jeg fandt en, som det så ud til ville holde længere end gennemsnittet. Derpå steg presset yderligere. Spørgsmålet "Skal du ikke snart finde en kæreste?" ændrede sig hastigt til "Nu skal du vel snart til at have nogle børn?". Lige pludselig var udsigten til et solidt forhold bare ikke nok.

Så skete det selvfølgelig, at forholdet brast og jeg troede nu at jeg var tilbage ved "Skal du ikke snart finde en kæreste?". Sådan skulle det bare ikke gå. I stedet kom det pludseligt til "Du bliver jo ikke yngre!". Ikke længere spørgsmål men en konstatering af, at mine dage er ved at være talte, og hvis jeg ikke snart tog mig sammen, så kunne jeg lige så godt tage en smut i Kattens Værn, og adoptere 10-20 halvskaldede katte, og samtidig starte med at sy mine sparepenge ind i dyne og pude.

Samtidig er det som om, at de som har fundet deres livs udkårende, helt glemmer hvad det vil sige at skulle finde en ny kæreste. Som eksempel kan jeg nævne, at da jeg sidste var hjemme i det Nordjydske, var med mine forældre ude og handle i den lokale Føtex. Da vi så, efter naturligvis at have fyldt vognen så det lignede hamstring, skulle til kassen, valgt min mor så en, hvor der sad en køn ung kvinde og ekspedrede. Varerne blev læsset op, og da vi efter 30 minutters intens kamp med at overføre vare fra vogn til kassebånd skulle betale, prikkede min mor til mig, og spurgte om kasseekspedienten ikke lige var noget for mig...... Der stod jeg af. Det var som om en lille bid at mit resterende selvværd knækkede af og sank mod dybet. Ikke meget ulig Titanics forlis. Ikke nok med, at min mor åbenbart betragtede det at finde en kæreste, som at tage et pund fars op af køledisken, og så betale ved kassen, så var det sidste jeg manglede, at min mor forsøgte at pimpe mig ud til den første hun mødte.

Hvad er der med de 30. år? Er der nogle uskrevne regler for, hvad man skal have nået inden de 30. som jeg ikke har fået? SÅ HJÆLP MIG DOG!?!