Captains log 3. december. Skabslågen på min 10 liters fryser står stadig åben i håbet om på denne måde at nedkøle Danmark til -25 grader celcius. Indtil nu er der uklare beviser på, at eksperimentet virker. HvidJulsBarometeret på TV2 Vejret har efter 24 timers pres fra min 10 liters fryser allerede steget med 3% point til 10% ..
.. eller svarende til en stigning på godt 143% pr. dag. Holder denne prognose, må man derfor forvente, at hvid HvidJulsBarometeret d. 24. december vil stå på 25577%, svarende til en temperatur i Danmark lige under -10000 grader celcius. Jeg må derfor anbefale, at man ifører sig vanter og forvarmer bilen inden man tager ud til familie eller venner og holder juleaften.
Samtidig er der begyndt at ske ændringer i vejrprognosen, så vi allerede i næste uge kan forvente at se sne eller slud.
Alt i alt synes eksperimentet at være en bragende succes. Eksperimentet kører ufortrødent videre frem til jul.
Og når vi snakker om hvid jul .. Hvad sker der så lige for TV2s julekalender for "hele" familien "Jul i Valhal"? Mens jeg venter på Disneys Juleshow, så har jeg de sidste par aftener siddet klistret til TV2s action packed julekalender, hvor jeg uden at gætte for langt allerede har gennemskuet plottet.. Lad mig rekapitulere:
Teenage pige og Teenage piges enlige mor skal flytte til Malaysia, fordi Teenage piges enlige mor har fået et nyt spændende job. Teenage pige er ikke tilfreds, men det rager Teenage piges enlige mor. Teenage pige og Teenage piges enlige mor skal derfor flytte, og det kan åbenbart ikke gå hurtigt nok med at komme af med Teenage pigens enlige moders lejlighed. Derfor må Teenage Pige og Teenage Piges enlige mor flytte ud til Teenage pigens mormor, som bor i et gult hus midt ude i ingenting. Og dog .. Helt ingenting er det ikke, for i baghaven er der en samling store sten arrangeret i noget, der minder om en cirkel, og et hul i jorden med indlagt belysning. Teenage pige og Teenage piges nazi moder flytter ind hos Teenage Bedstemor, hvor Teenage piges nazi moder straks begynder at omdekorere Teenage Bedstemoders stue, så der kan blive plads til en "command station". Dette resulterer i at brændekurven flyttes hen foran kaminen, hvor gløder så kan flyve over i brændekurven og antænde huset. Nå .. Tilbage til den hæsblæsende og uforudsigelige historie. Da Teenage piges bedstemoder er ensom ude i stenbruddet af en bolig, så har Teenage piges bedstemoder udlejet hele loftetagen ud til nogle nisser .. Undskyld .. En familie som består af enlig fader, teenage dreng og teenage drengs lillesøster (uden at røbe for meget har vi nu: Enlig moder, Enlig fader, En datter som ikke vil flytte til udlandet - Det kommer jeg tilbage til). Teenage pige synes ikke at kunne lide teenage dreng, fordi teenage dreng kommer til at brække teenage piges skæve fallos symbol af en juledekoration ved et uheld. Efter noget tid undskylder Teenage dreng, og Teenage pige begynder at blive venner med Teenage dreng. I mellemtiden opstår der en mindre strid mellem Teenage piges enlige moder og Teenage drengs enlige fader om hvor brændekurven skal stå: Hvor den plejer, eller foran pejsen, hvor den kan antændes af gløder. Herefter sker der ikke ret meget mere, ud over at belysningen i hul i jorden øjensynligt blinker når det er mørkt.
Dette var i korte træk 1. afsnit af julekalenderen. Julekalenderen sluttes så af i bedste stil med at "højdepunkterne" opsummeres, og der ligges op til efterfølgende afsnit. Især spørgsmålet "Hvor kommer brændekurven til at stå?" spørgsmålet vagte min interesse, og d. 2. december kl. 20:00 sad jeg klar foran skærmen for at få svaret. Som ikke kom.... Men jeg venter spændt!
For de som ikke vil vide slutningen på "Jul i Valhal", så stop med at læse nu! Læser du videre er du advaret!
Julekalenderen slutter med at Teenage pige og Teenage piges enlige nazi moder ikke rejser, fordi Teenage piges enlige moder og Teenage drengs enlige fader falder for hinanden, og brændekurven får lov at stå hvor den plejer. Teenage pige bliver meget glad for dette, da hun bliver rigtigt gode venner med Teenage dreng og Teenage drengs lillesøster. Hvad Valhal har med det hele at gøre, det er fuldstændigt ligemeget, for det er bare fyld for at julekalenderen kan vare 24 afsnit uden at blive alt for triviel, forudsigelig og kedeligt ordinær. Hvad jul så har med Valhal og vikinger at gøre, er godt nok en gåde, for som de fleste ved, blev begrebet "jul" ikke indført før flere århundrede efter vikingerne var smuttet på bistandshjælp.
Læs med i morgen hvor jeg beviser at julemanden faktisk kommer fra Grønland, og følger op på mit lille "Hvid jul" projekt.
2 kommentarer:
Det er jo ikke sjovt, men hvis det kan holde dig fra at hænge ud på gadehjørner og lave snavs, så fred være med det.
Nu er det jo en 'brok-blog', og ikke en 'grin-nu-blog' ;)
Send en kommentar