Derfor består finere madlavning for mig af ikke at købe maden færdiglavet. Samtidig skal maden kunne tilberedes på samme tid som det tager at koge et æg, og helst med lige så lidt opvask. Det nedsætter unægteligt valgmulighederne. Selv kogebogen "Lær at lave mad - Bogen til den uerfarende kok" af Henning Petersen har jeg opgivet. Omslaget på bogen så ellers lovende ud: En ungersvend, ikke ulig mig selv, i vild jubel over at der kommer noget op af en brædepande, der mest af alt ligner en stor stikflamme.
Nærmere analyse burde dog have sat mig på bedre tanker. For at fembringe den flammende brædepande har ungersvenden både haft gang i ovnen og to gryder. Mere opvask end jeg er villig til at tage på en uge.. og samtidigt for mange elementer i ilden på en gang, til jeg kan overskue det; Og så ejer jeg heller ikke et forklæde.Da jeg efter dagens tur i den gamle trædemølle skulle hjem, måtte vejen lægges forbi den lokale SuperBest (den ligger nemlig nærmest). Efter tre ugers ferie havde jeg ikke energien eller lysten til det helt store arbejde i køkkenet, så det blev besluttet at lave en omgang ris badet i Uncle Bens Sweet & Sour sauce .. let krydret med kylling (opskriften kan findes på text-tv side 800). Det smager godt, og så krummer det ikke i sengen. Nu skulle man jo ikke tro, der kunne komme de store oplevelser ud af sådan en ret, men det gjorde der nu alligevel.
Jeg fik startet mit fine gaskomfur op, og lykkelig over stadig at være i besiddelse af mine øjenbryn, blev gryden placeret og lidt olie tilsat. Blusset skal naturligvis skrues helt op, for så går det hurtigere. Mens olien tempereres, kunne jeg jo så gå ind i stuen, og sætte mig foran computeren og chatte lidt med vennerne på Messenger.
Ca. 4 minutter senere bemærkede jeg en kraftig lugt, og opmærksomheden gik hurtigt imod køkkenet. Noget var helt galt. Ude fra gangen kunne jeg se en svag hvid røg brede sig, og i røgen kunne jeg se et blinkende orange skær. Røgen blev tykkere, og jeg blev enig med mig selv om, at det da vist ikke kunne være helt normalt. Så jeg begav mig ud i køkkenet. Der kunne jeg så, svagt se gryden med olie stå i flammer, mens resten af køkkenet næsten var forsvundet i den fineste ildelugtende røg.
Nu skulle det gå stærkt. Hurtigt ind i stuen, finde mobil telefonen, og tilbage i køkkenet og tage et billede. Derefter var det så på tide at slukke branden. Første tanke: Ild slukkes bedst med rigeligt vand. Så slog fornuften dog til, og jeg fik i stedet smidt et låg over gryden. Ilden forsvandt, røgen blev hængende, og mine øjne løb i vand... HVILKET HELTEMOD. "Jeg er den fødte brandmand" tænkte jeg, indtil jeg sekunder senere begyndte at hoste kraftigt, og besluttede jeg nok hellere må beholde mit nuværende job.
Herefter skulle gryden selvfølgelig af varmen. Min fornuft sagde mig, at mere varme ikke var en god ide. Så langt så godt. Gryden blev stillet ned i vasken med låget på, og fik lov at stå et par sekunder før jeg tog låget af gryden igen. PUF!! sagde den lille gryde, og den stod igen i flammer. På med låget igen. Denne gang var jeg dog ikke lige så stolt over at have tæmmet ilden, som første gang. Men jeg havde stadig mine øjenbryn, og det var godt nok til mig.
Moralen på historien er: Kan du ikke lide lugten i køkkenet, så skal du ikke lade mig lave mad.
