Som de fleste andre, så har jeg en nabo .. Jeg har faktisk flere. Godt nok aner jeg ikke rigtigt hvem de er, men jeg ved faktisk mere om dem, end jeg har lyst til. Lydisolering var nemlig ikke opfundet, da dette boligkompleks blev opført, og det er som om mine naboer ØNSKER jeg skal vide alt. Særligt to har en speciel plads i mit hjerte.
Da jeg ikke kender naboernes rigtige navne, har jeg i stedet valgt at kalde dem ved det, der irriterer mig mest ved dem. Som f.eks. overboen: Elefanten som jeg kalder ham. Eller måske snarere den lyserøde elefant. Han sover aldrig, hvilket betyder han tramper rundt deroppe dag og nat. Og i de lykkesagelige øjeblikke, hvor han ikke bevæger sig, så kommer larmen i stedet fra hans fede kat, hans anlæg som kun kan spille tysk dødsmetal og Kim Larsen, eller også tramper han bare rundt mens han hører tysk dødsmetal, jagter katten og synger falsk. På trinene kan jeg høre, at han sjældent er helt appelsinfri, for han går sjældent i en ret linie. Jeg overdriver ikke, når jeg sommetider er bange for at loftet falder ned. Af samme grund har jeg valgt kun at opsætte så få ting i loftet som muligt. Og fæstnet dem så godt, at bygningen falder sammen før tingene løsner sig.
Til højre bor Tollundkvinden. At kalde hende "ældre" er en underdrivelse i sig selv. Hun er så syg og svagelig, at man skulle tro hun ikke kunne lave meget larm. Sådan forholder det sig imidlertidigt ikke. Hendes tilstand gør at hun konstant har brug for hjemmehjælpen, og det hører man tydeligt om natten, når hun for 10. gang bruger kaldeanlægget for at få opmærksomhed. Jeg kan lige så tydeligt høre hjemmehjælpens irriterede stemme, når hjemmehjælpen for gud ved hvilken gang forsøger at forsikre Tollundkvinden om, at hjælpen er på vej. Samtidigt må jeg hver halve time høre hendes svar på Rådhusklokkerne gå af. Værst af alt er at uret er godt 5 timer bagefter, hvilket er pisse irriterende når man klokken 5 om natten hører 12 slag gå af. Det er som at have et personligt vækkeur som er placeret et sted, hvor man ikke kan nå det. Tollundkvinden er dog ikke mere svagelig, end at hun kan traske de 2 meter hen til væggen, der skiller vores lejligheder, og banke hårdhænnet lige så snart jeg tænder for mit anlæg eller tv. Tror faktisk hun kan høre mit TV når det står på stand-by.
Slutteligt skal det siges, at jeg igennem 20 år har boet klods op af en motorvej. Jeg anser derfor ikke mig selv som sart når det gælder støj fra "omgivelserne".. Men efter jeg flyttede i lejlighed i København, er min tålmodiged brugt op!
mandag, oktober 31, 2005
mandag, oktober 24, 2005
Den lille prins på gulsoten
Det forlød fra flere uafhængige kilder lørdag d. 22. oktober, at den lille ny prins blev hastebehandlet på Rigshospitalet for gulsot. Dette er imidlertidigt ikke korrekt!!
Denne blog har gennem seriøst upålidelige kilder fået fat på den lille prins' patientjournal, og kan nu bekræfte, at den lille prins faktisk er smittet med den frygtede fugleinfluenza. Det er dog stadig uvidst om der er tale om den smittefarlige Newcastle variant, men meget tyder på det.
Indtil B-prøven af- eller bekræfter om der er tale om Newcastle varianten, diskuteres det stadig blandt sundhedsmyndighederne, om hvorvidt den lille prins og resten af besætningen på Amalienborg skal slås ned. Der er naturligvis en del fornuft i denne dramatiske handling. Til forskel fra de tab som normalt ses når besætninger smittet med fugleinfluenza slås ned, så er der i dette tilfælde tale om en stor besparelse for samfundet.
Denne blog har gennem seriøst upålidelige kilder fået fat på den lille prins' patientjournal, og kan nu bekræfte, at den lille prins faktisk er smittet med den frygtede fugleinfluenza. Det er dog stadig uvidst om der er tale om den smittefarlige Newcastle variant, men meget tyder på det.
Indtil B-prøven af- eller bekræfter om der er tale om Newcastle varianten, diskuteres det stadig blandt sundhedsmyndighederne, om hvorvidt den lille prins og resten af besætningen på Amalienborg skal slås ned. Der er naturligvis en del fornuft i denne dramatiske handling. Til forskel fra de tab som normalt ses når besætninger smittet med fugleinfluenza slås ned, så er der i dette tilfælde tale om en stor besparelse for samfundet.
torsdag, oktober 13, 2005
Terroristens nye månedskort
Der har været lidt stille i bloggen den sidste måneds tid. Det er ikke fordi, jeg ikke har haft noget at brokke mig over. Nej, det skyldes at jeg har fået et nyt job, og jeg derfor har mere end rigeligt at se til.
I kraft af at mit nye job er beliggende ca. 17 km fra min bopæl, er jeg nu mere eller mindre tvunget til at benytte den offentlige transport. Jeg forsøger godt nok at tage cyklen i stedet, så ofte som vejret og min morgentræthed tillader det. Men jeg ved godt hvor det bærer hen ad. Snart sætter efteråret for alvor ind, og hvis der er noget, der ikke krydser med mig og især mit hår, så er det vandret monsun i stiv kuling. Derfor besluttede jeg mig for allerede nu at investere i et månedskort til den kollektive trafik i København.
At få lavet et månedskort krævede en lille tur omkring en S-Togs station med kontor. Heldigvis ligger der en sådan lige klods op af mit ydmyge hjem, så dette skridt krævede ikke den store opofrelse. Jeg troppede op hos DSB, proklamerede at jeg skulle bruge et månedskort, og som befalet så skete det. Den venlige ekspedient greb ivrigt i skuffen og rev de krævede materialer frem, hvorefter hun efterspurgte et foto. Jeg var naturligvis mere eller mindre forberedt på dette, så jeg fandt et lille pasfoto frem, som jeg tilfældigvis havde lagt sammen med mit kørekort. Jeg rakte hende billedet, som hun tog imod. Lige da hun fik billedet i hånden kiggede hun lidt underligt på det, kiggede så op på mig, kiggede ned på billedet igen .. så op på mig igen. Godt nok var det ikke et billede jeg havde fået taget for nylig, men jeg synes nu stadig godt man kunne se at det var mig. Ekspedienten kiggede herefter lidt længere på billedet, og virkede mest af alt som om hun gerne lige ville diskutere situationen med kollegaen ved siden af.
I mine tanker kom jeg til at tænke på, at det overrakte billede faktisk er identisk med det som sidder i mit pas. Dette pas har igennem tiderne givet mig temmeligt mange problemer med tolden i diverse lande. Det bedste eksepel var da jeg engang skulle til London på en studietur. På vej gennem tolden blev jeg som den eneste hevet til side, og min bagage skulle gennemrodes og undersøges for smuglervarer og andet mistænkeligt. Nu er jeg ikke den, der ligger mig ud med bevæbnede 150 kgs. mænd. Så jeg fulgte naturligvis alle instruktioner. Som forventet så fandt de naturligvis intet, og jeg fik lov at pakke bagagen sammen igen. Da studieturen var veloverstået, og jeg efter en våd nat på båden med tømmermænd travede gennem tolden, blev jeg igen (som den eneste) trukket til side af tolderne, og igen skulle de lige se hvad jeg havde med mig hjem. Denne gang fandt de heller ikke noget, selvom bunken af brugte underbusker nemt kunne klassificeres som biologisk farligt, muligvis som biologisk våben. Denne behandling medførte, at de venlige studiekammerater efterfølgende døbte mig terroristen. Noget som jeg stadig kan læse i min Blå Bog fra HTX. Havde denne hændelse så bare været den eneste, så ville jeg sikkert ikke have tænkt videre over det .. Men det sker faktisk mere eller mindre hver gang, at jeg er den heldige udvalgte, når jeg på ud- eller hjemrejse skal igennem tolden.
Ekspedienten hos DSB så stadig lidt skeptisk ud, da hun med snilde indførte billedet i månedskortet. Da hun igen kiggede op på mig, smilte jeg hurtigt. Hun overrakte mig derefter mit nye "Ud og se med DSB" kort, og ønskede mig en god weekend.
Nu, efter 13 dage med månedskort, har jeg allerede blevet kontrolleret af de venlige DSB kontrollører på næsten halvdelen af de ture jeg har kørt med S-toget. Og hver gang skal de lige kontrollere billedet en ekstra gang, inden jeg får lov at slippe..
.. tror snart jeg skal have taget et nyt billede!
I kraft af at mit nye job er beliggende ca. 17 km fra min bopæl, er jeg nu mere eller mindre tvunget til at benytte den offentlige transport. Jeg forsøger godt nok at tage cyklen i stedet, så ofte som vejret og min morgentræthed tillader det. Men jeg ved godt hvor det bærer hen ad. Snart sætter efteråret for alvor ind, og hvis der er noget, der ikke krydser med mig og især mit hår, så er det vandret monsun i stiv kuling. Derfor besluttede jeg mig for allerede nu at investere i et månedskort til den kollektive trafik i København.
At få lavet et månedskort krævede en lille tur omkring en S-Togs station med kontor. Heldigvis ligger der en sådan lige klods op af mit ydmyge hjem, så dette skridt krævede ikke den store opofrelse. Jeg troppede op hos DSB, proklamerede at jeg skulle bruge et månedskort, og som befalet så skete det. Den venlige ekspedient greb ivrigt i skuffen og rev de krævede materialer frem, hvorefter hun efterspurgte et foto. Jeg var naturligvis mere eller mindre forberedt på dette, så jeg fandt et lille pasfoto frem, som jeg tilfældigvis havde lagt sammen med mit kørekort. Jeg rakte hende billedet, som hun tog imod. Lige da hun fik billedet i hånden kiggede hun lidt underligt på det, kiggede så op på mig, kiggede ned på billedet igen .. så op på mig igen. Godt nok var det ikke et billede jeg havde fået taget for nylig, men jeg synes nu stadig godt man kunne se at det var mig. Ekspedienten kiggede herefter lidt længere på billedet, og virkede mest af alt som om hun gerne lige ville diskutere situationen med kollegaen ved siden af.
I mine tanker kom jeg til at tænke på, at det overrakte billede faktisk er identisk med det som sidder i mit pas. Dette pas har igennem tiderne givet mig temmeligt mange problemer med tolden i diverse lande. Det bedste eksepel var da jeg engang skulle til London på en studietur. På vej gennem tolden blev jeg som den eneste hevet til side, og min bagage skulle gennemrodes og undersøges for smuglervarer og andet mistænkeligt. Nu er jeg ikke den, der ligger mig ud med bevæbnede 150 kgs. mænd. Så jeg fulgte naturligvis alle instruktioner. Som forventet så fandt de naturligvis intet, og jeg fik lov at pakke bagagen sammen igen. Da studieturen var veloverstået, og jeg efter en våd nat på båden med tømmermænd travede gennem tolden, blev jeg igen (som den eneste) trukket til side af tolderne, og igen skulle de lige se hvad jeg havde med mig hjem. Denne gang fandt de heller ikke noget, selvom bunken af brugte underbusker nemt kunne klassificeres som biologisk farligt, muligvis som biologisk våben. Denne behandling medførte, at de venlige studiekammerater efterfølgende døbte mig terroristen. Noget som jeg stadig kan læse i min Blå Bog fra HTX. Havde denne hændelse så bare været den eneste, så ville jeg sikkert ikke have tænkt videre over det .. Men det sker faktisk mere eller mindre hver gang, at jeg er den heldige udvalgte, når jeg på ud- eller hjemrejse skal igennem tolden.
Ekspedienten hos DSB så stadig lidt skeptisk ud, da hun med snilde indførte billedet i månedskortet. Da hun igen kiggede op på mig, smilte jeg hurtigt. Hun overrakte mig derefter mit nye "Ud og se med DSB" kort, og ønskede mig en god weekend.
Nu, efter 13 dage med månedskort, har jeg allerede blevet kontrolleret af de venlige DSB kontrollører på næsten halvdelen af de ture jeg har kørt med S-toget. Og hver gang skal de lige kontrollere billedet en ekstra gang, inden jeg får lov at slippe..
.. tror snart jeg skal have taget et nyt billede!
Abonner på:
Opslag (Atom)