Vi kender alle Post Danmark. Firmaet som for 4,50 kr. glædeligt bringer et A4 ark fra A til B i Danmark på den tid, det nu tager for sådan noget. Og naturligvis kun hvis brevet har den rette størrelse. For at bringe et 24 cm langt brev er jo en noget større opgave end hvis det nu kun var 23 cm.. hvis man da skal tro Post Danmark.
Men at bringe 24 cm lange breve er ikke det eneste, som er besværligt for Post Danmark. F.eks. har jeg hidtil yndet at bestille forskellige ting via Nettet, for derved at få leveret varen ved døren. Troede jeg. For de sidste 4 gange er det ikke lykkedes Post DK at finde min dør. I hvert fald ikke med pakken i hånden. I stedet dumper der en lille seddel ind, hvor jeg på høfligste vis får fortalt, at vil man have pakken leveret, så må man fandme også være hjemme, når de tropper op.
Dette er naturligvis også rimeligt nok. Man kan jo ikke forvente at man for 45 kr. i porto kan få alt. Problemet for mig er bare efterhånden, at jeg tror lige så meget på at der findes pakketransporter, som jeg tror på trolde, julemanden, påskeharen og tandfeen. Og hvorfor så det? Forklaringen skal findes i Post Danmarks smarte Track & Trace system.
Track & Trace går i alt sin enkelthed ud på, at man via Internettet kan følge en pakke på hele vejen igennem postomdelingen. For at sikre mig, at jeg for mit portgebyr får leveringen ved døren, følger jeg pakkens vej, så jeg ved hvilken dag pakken ankommer, og jeg derfor bør være hjemme. Med jævne mellemrum opdaterer jeg siden, og pludselig får jeg beskeden: Pakken kunne ikke leveres til modtageren.
Pakkeposten havde med andre ord været på min adresse, banket på, og konstateret jeg ikke var hjemme........ På trods af jeg hele dagen har siddet på min pind og ventet på pakken. Pakkeposten mener med andre ord, at jeg ikke er i stand til at opfatte den MEGET larmende tone fra dørtelefonen.
Denne procedure har gentaget sig fire gange på lige så mange måneder nu. Da jeg samtidig har en god udsigt til vejen hvor pakkeposten givetvis MÅ parkere for at levere pakken, må ikke bare min hørelse, men også mit syn være ude af stand til at opfatte pakkeposten.
Mystikken breder sig dog yderligere. For hvor det ikke kan lykkes pakkeposten at levere pakken, så er det ikke noget problem for postbudet at smide pakkesedlen ind af min dør dagen efter. Med andre ord: Post Danmark kan godt levere den lille pakkeseddel til min dør men ikke pakker.
Hvis nogen har set pakkeposten, så sig lige til vedkommende, at jeg stadig venter på mine pakker!!!!!!
onsdag, december 08, 2004
mandag, december 06, 2004
onsdag, november 24, 2004
SMS "sprog"
Måske er det mig der er ved at blive gammel! Jeg har i hvert fald mange ting til fælles med ældre: Jeg er bitter, tiden var bedre da jeg var dreng og så er der jo "nutidens ungdom" syndromet.
Jeg opfatter mig selv som teknologi nørd. Jeg anskaffede mig min første mobiltelefon da den knapt kunne kaldes mobil, og batterilevetid ikke måltes i døgn, men timer. Jeg var også hurtig til at tage SMS til mig, selvom jeg praktisk taget ikke kendte nogle som kunne modtage dem.
Min interesse er dog efter hånden falmet temmeligt kraftigt. Især efter mine mindste kusiner begyndte at få fat på dem dem. Nogle af dem har bestemt ikke fattet at der er tale om et "Short Message System".. Det er ikke ualmindeligt jeg modtager en kædet SMS bestående af 5 SMS'er eller mere. At jeg skal sidde og læse en længere fortsat roman om ligegyldigheder er dog ikke det værste. Jeg begynder efterhånden at have temmeligt svært ved at forstå hvad de forsøger at fortælle mig.
Ved at tilsidesætte alle gældende regler for dansk grammatik er det lykkedes at fremavle noget, som bedst kan kategoriseres som vanskabt. Og glem alt om "intelligent ordbog" og Nudansk Ordbog. Misfostret har fået navnet "SMS sprog".
SMS sprog består i al sin enkelhed i at forkorte ord på to eller tre bogstaver som f.eks. "er" til "r", "det" til "d" og "til" til "t". Lige pludselig kommer en besked til at ligne en opremsning af alfabetet i stedet for en sætning. Værre er dog at det tilsyneladende kan være ligegyldigt at indsætte visse ord. Farvel grammatik!! Nogle gange er det endda ligegyldigt med mellemrum, og pludselig står man med en 5 SMS lang remse af vokaler og konsonanter, manglende ord og ikke mindst mellemrum:
"HarjFætGDGodtJHarDKanonRIByenKomrDuIMornViCs" osv osv.
Kald mig gammeldages, men jeg kan godt lide at man staver ord HELT ud. Jeg er også stor fan af mellemrum. Jeg kan sådan set godt lide forkortelser, men så skal de også være godkendte. Der er en grund til at skriftlig kommunikation bygger på et sæt regler. Det skal gøre det nemmere for os alle at forstå meningen.
Havde tyskerne brugt SMS sprog til at kode deres kommunikation under 2. verdenskrig i stedet for Enigma maskinen, så havde de Allierede aldrig haft en chance.
Jeg opfatter mig selv som teknologi nørd. Jeg anskaffede mig min første mobiltelefon da den knapt kunne kaldes mobil, og batterilevetid ikke måltes i døgn, men timer. Jeg var også hurtig til at tage SMS til mig, selvom jeg praktisk taget ikke kendte nogle som kunne modtage dem.
Min interesse er dog efter hånden falmet temmeligt kraftigt. Især efter mine mindste kusiner begyndte at få fat på dem dem. Nogle af dem har bestemt ikke fattet at der er tale om et "Short Message System".. Det er ikke ualmindeligt jeg modtager en kædet SMS bestående af 5 SMS'er eller mere. At jeg skal sidde og læse en længere fortsat roman om ligegyldigheder er dog ikke det værste. Jeg begynder efterhånden at have temmeligt svært ved at forstå hvad de forsøger at fortælle mig.
Ved at tilsidesætte alle gældende regler for dansk grammatik er det lykkedes at fremavle noget, som bedst kan kategoriseres som vanskabt. Og glem alt om "intelligent ordbog" og Nudansk Ordbog. Misfostret har fået navnet "SMS sprog".
SMS sprog består i al sin enkelhed i at forkorte ord på to eller tre bogstaver som f.eks. "er" til "r", "det" til "d" og "til" til "t". Lige pludselig kommer en besked til at ligne en opremsning af alfabetet i stedet for en sætning. Værre er dog at det tilsyneladende kan være ligegyldigt at indsætte visse ord. Farvel grammatik!! Nogle gange er det endda ligegyldigt med mellemrum, og pludselig står man med en 5 SMS lang remse af vokaler og konsonanter, manglende ord og ikke mindst mellemrum:
"HarjFætGDGodtJHarDKanonRIByenKomrDuIMornViCs" osv osv.
Kald mig gammeldages, men jeg kan godt lide at man staver ord HELT ud. Jeg er også stor fan af mellemrum. Jeg kan sådan set godt lide forkortelser, men så skal de også være godkendte. Der er en grund til at skriftlig kommunikation bygger på et sæt regler. Det skal gøre det nemmere for os alle at forstå meningen.
Havde tyskerne brugt SMS sprog til at kode deres kommunikation under 2. verdenskrig i stedet for Enigma maskinen, så havde de Allierede aldrig haft en chance.
fredag, november 19, 2004
Kunsten at lave makværk
Har du fået afslag på dine seneste jobansøgninger? Vender arbejdsgiverne altid øjnene mod himlen når de ser dig? Kan du ikke med andre mennesker på arbejdspladsen? Er du indelukket og træt af livet? Er der for dig ikke mere at grine af? Så bliv kunstner!!!
Som kunstner lærer du at bilde dig selv ind at andre folk interesserer sig for det du går og laver. I løbet af bare få dage vil du tro at nogle bryder sig om det elendige klatmaleri du har lavet i din garage, af hvad der nu lige var at finde omkring i naboernes affaldsspande eller i UFF containeren. Med minimal træning vil du måske endda kunne bilde nogen ind, at netop DU burde udsmykke den lokale park med små jordvolde og udstoppede grise. Engang med tiden vil du måske kunne narre nogen til at betale for det lort, du render og laver.
.. Og nu kommer det sjove!!! ALT sammen støttes med penge fra den danske stat. Ja .. Var der ikke noget at grine over før, så er der det i hvert fald nu. Få de danske skatteydere til at betale for at du ikke kan en skid i det normale samfund, og i stedet har slået dig ned som kunstner, og nu lever af at skide i krukker og pisse på hvide lærreder. Det hele betales af staten.
Bliv kunstner. Det lønner sig!
Som kunstner lærer du at bilde dig selv ind at andre folk interesserer sig for det du går og laver. I løbet af bare få dage vil du tro at nogle bryder sig om det elendige klatmaleri du har lavet i din garage, af hvad der nu lige var at finde omkring i naboernes affaldsspande eller i UFF containeren. Med minimal træning vil du måske endda kunne bilde nogen ind, at netop DU burde udsmykke den lokale park med små jordvolde og udstoppede grise. Engang med tiden vil du måske kunne narre nogen til at betale for det lort, du render og laver.
.. Og nu kommer det sjove!!! ALT sammen støttes med penge fra den danske stat. Ja .. Var der ikke noget at grine over før, så er der det i hvert fald nu. Få de danske skatteydere til at betale for at du ikke kan en skid i det normale samfund, og i stedet har slået dig ned som kunstner, og nu lever af at skide i krukker og pisse på hvide lærreder. Det hele betales af staten.
Bliv kunstner. Det lønner sig!
tirsdag, november 16, 2004
Dansk "rap"
Indtil for få uger siden var jeg af den opfattelse, at dansk "rap" havde nået bunden med Nik & Jay. Desværre fandt jeg ud af, at bunden faktisk kunne ligge adskillige lysår lavere. Af en eller anden grund er det blevet "in" at lytte til selvfede drengerøve fyre lort af i 3-4 minutter om ingenting, og med Alias kan det umuligt blive ringere. Jeg lyttede i et minuts svaghed forleden til Danmarks repeat radio nr. 1 - The Voice - og blev hurtigt mindet om, hvorfor denne station ikke er indkodet på min tuner. Først troede jeg at mine højtalere var brændt af, men den afskyelige lyd forsvandt når jeg skiftede til en anden radiostation. Lyden viste sig at komme fra rim-smeden Alias, og støjen havde fået titlen "Gør det igen". Magen til talentløs musik og tekst skal man lede længe efter. Først og fremmest er der i selve beatet lagt mere vægt på at det lyder højt, end at det lyder godt, og med teksten ..
" Jeg har det så varmt.
Så tag dit tøj af.
Men her er også meget larm.
Så lad os skride.
Skal vi hjem til dig eller mig?
Jeg er ligeglad, vi finder ud af det på vejen."
.. fristes man til at tro at teksten er taget ud af en 5 årigs danskhæfte. Det eneste jeg kan drage ud af dette er at pladeindustrien med Alias forsøger at vise os hvad piratkopieren gør ved musikkvaliteten. Jeg blev i hvert fald alvorligt skræmt. Positivt er det dog at den lettere retarderede Alias nu er identificeret som den oprindelige bærer af kogalskab. MUUUUH!
mandag, november 15, 2004
Det grå guld? Eller udbrændt kul?
Er De segnefærdig? Svigter Deres ledmuskler? Dypper De småkager i kaffen? Ryger De cerutter uden at tænke på konsekvenserne? Betaler De kun halv pris i bussen? Mangler De Deres hår, eller er det farvet lilla? Så er det på tide at indrømme det!! De er gammel, falmet, afblomstret, forhenværende, senil, forkalket, oldingeagtig, mosbegroet, hjerneforkalket, alderdomssvækket.
Ikke alle teknologiske fremskridt er til det bedre. Et godt eksempel på dette er rollatoren. Denne samling af lette metaller og gummi har gjort hverdagen til et helvede for alle os, der ikke tilhører den gruppe, der også er kendt som "Det grå guld". Uden dette hjælpemiddel ville en høj procentddel af alle ældre nemlig have været blevet imobiliseret, sådan som det er skrevet fra naturens side. Men sådan er det ikke længere. Til trods for at de ældre nu er kommet på hjul på Statens regning, så er de ikke ligefrem blevet hurtigere af den grund. Dette på trods af at man har forsynet alle rollatorer med håndbremsere. Gud forbyde hvis de ikke skulle kunne stoppe igen, når de først er kommet op i "fart".
Problemet med mobile ældre opleves af de fleste i hverdagen: Man har endeligt fri fra en lang dag på arbejde, men inden man kan komme hjem og smide sig på sofaen, skal indkøbene lige klares. Kurven fyldes i den lokale Netto, og hele oplevelsen kulminerer i en 30 mands kø foran kassen. Man må jo bare vente på sin tur, men efter kort tid synes man der tegner sig en tendens. Gennemsnitsalderen i køen er ikke under 64 år. Til trods for at de ældre står op med solen, og har haft hele dagen til at klare deres indkøb, så står de der alligevel kl. 17 om eftermiddagen. Mens de læsser en pakke tvebakker og et halvt pund kaffe op på båndet, taksers prisen af ekspedienten: "44 kroner og 25 øre bliver det". Og så starter trædemøllen idet den ældre ikke kan forstå, at priserne er steget siden 1890. "Det var ikke så lidt .. I mine unge dage ville det ikke have kostet mere end 10 øre.". Lidt modvilligt tager den ældre sin pung op af det medbragte net, og igen må ekspedienten lide. "Jeg ser jo ikke så godt mere, så vil De hjælpe mig unge dame?" .. Mens ekspedienten så sidder og sorterer de udgående mønter fra de, der stadig er gangbare, så får ekspedienten samtidig den ældres livshistorie: "Ja jeg ser jo ikke så godt mere efter jeg på en 40 timers arbejdsdag i minen fik kulstøv i øjnene jeg tror det var i 1931 for jeg kan huske at min mand Ingvar var ude og på havet og fiske ...................". Da betalingen endeligt er gennemført sker det, som man bare frygter: Den ældre beder om at få bon'en til trods for, at denne ikke kan læse hvad der står på papiret. Igen må ekspedienten hjælpe til, og priserne på bon'en passer naturligvis ikke ifølge den ældre. Endnu en medarbejder må ulejliges og rende butikken rundt og kontrollere priserne, for bare at finde ud af, at kasse apparatet havde ret. Den ældre går, og endeligt når man frem til kassen, og man får betalt.
Nu er det bare hjem. En lille tur med bussen og sofaen venter. Uheldigvis er bussen stoppet, men heldet falder på en, og man får alligevel tilkæmpet sig en siddeplads. Mens man bare sidder og slapper af, og nærmest bare i trance tænker på sofaen brydes idyllen af en lidt skælvende stemme. "Må jeg have lov til at få din plads unge mand?". Nu er man for alvor fanget. På den ene side kan man venligt påpege at man er træt, og gerne vil have lov at sidde og hvile sig, hvormed man hurtigt bliver påstemplet prædikatet "Nutidens ungdom har ingen respekt". På den anden side kan man rejse sig, vise alderdommen respekt, og miste ca. 5 minutters fred, man kunne have haft på siddepladsen. Vel vidende at den ældre kun har betalt det halve for den samme billet.
Til sidst kan man så stige af bussen vel vidende, at man igen i dag har mistet en del af sin dyrbare fritid på, at de ældre ikke kan klare deres erinder inden folk får fri fra arbejde. Alt sammen fordi vi forsøgte at lege Gud, og opfandt rullatoren.
Ikke alle teknologiske fremskridt er til det bedre. Et godt eksempel på dette er rollatoren. Denne samling af lette metaller og gummi har gjort hverdagen til et helvede for alle os, der ikke tilhører den gruppe, der også er kendt som "Det grå guld". Uden dette hjælpemiddel ville en høj procentddel af alle ældre nemlig have været blevet imobiliseret, sådan som det er skrevet fra naturens side. Men sådan er det ikke længere. Til trods for at de ældre nu er kommet på hjul på Statens regning, så er de ikke ligefrem blevet hurtigere af den grund. Dette på trods af at man har forsynet alle rollatorer med håndbremsere. Gud forbyde hvis de ikke skulle kunne stoppe igen, når de først er kommet op i "fart".
Problemet med mobile ældre opleves af de fleste i hverdagen: Man har endeligt fri fra en lang dag på arbejde, men inden man kan komme hjem og smide sig på sofaen, skal indkøbene lige klares. Kurven fyldes i den lokale Netto, og hele oplevelsen kulminerer i en 30 mands kø foran kassen. Man må jo bare vente på sin tur, men efter kort tid synes man der tegner sig en tendens. Gennemsnitsalderen i køen er ikke under 64 år. Til trods for at de ældre står op med solen, og har haft hele dagen til at klare deres indkøb, så står de der alligevel kl. 17 om eftermiddagen. Mens de læsser en pakke tvebakker og et halvt pund kaffe op på båndet, taksers prisen af ekspedienten: "44 kroner og 25 øre bliver det". Og så starter trædemøllen idet den ældre ikke kan forstå, at priserne er steget siden 1890. "Det var ikke så lidt .. I mine unge dage ville det ikke have kostet mere end 10 øre.". Lidt modvilligt tager den ældre sin pung op af det medbragte net, og igen må ekspedienten lide. "Jeg ser jo ikke så godt mere, så vil De hjælpe mig unge dame?" .. Mens ekspedienten så sidder og sorterer de udgående mønter fra de, der stadig er gangbare, så får ekspedienten samtidig den ældres livshistorie: "Ja jeg ser jo ikke så godt mere efter jeg på en 40 timers arbejdsdag i minen fik kulstøv i øjnene jeg tror det var i 1931 for jeg kan huske at min mand Ingvar var ude og på havet og fiske ...................". Da betalingen endeligt er gennemført sker det, som man bare frygter: Den ældre beder om at få bon'en til trods for, at denne ikke kan læse hvad der står på papiret. Igen må ekspedienten hjælpe til, og priserne på bon'en passer naturligvis ikke ifølge den ældre. Endnu en medarbejder må ulejliges og rende butikken rundt og kontrollere priserne, for bare at finde ud af, at kasse apparatet havde ret. Den ældre går, og endeligt når man frem til kassen, og man får betalt.
Nu er det bare hjem. En lille tur med bussen og sofaen venter. Uheldigvis er bussen stoppet, men heldet falder på en, og man får alligevel tilkæmpet sig en siddeplads. Mens man bare sidder og slapper af, og nærmest bare i trance tænker på sofaen brydes idyllen af en lidt skælvende stemme. "Må jeg have lov til at få din plads unge mand?". Nu er man for alvor fanget. På den ene side kan man venligt påpege at man er træt, og gerne vil have lov at sidde og hvile sig, hvormed man hurtigt bliver påstemplet prædikatet "Nutidens ungdom har ingen respekt". På den anden side kan man rejse sig, vise alderdommen respekt, og miste ca. 5 minutters fred, man kunne have haft på siddepladsen. Vel vidende at den ældre kun har betalt det halve for den samme billet.
Til sidst kan man så stige af bussen vel vidende, at man igen i dag har mistet en del af sin dyrbare fritid på, at de ældre ikke kan klare deres erinder inden folk får fri fra arbejde. Alt sammen fordi vi forsøgte at lege Gud, og opfandt rullatoren.
søndag, november 14, 2004
Det kører af HT
Min søndag blev ødelagt rimeligt hurtigt. Kl. lort over midnat skulle jeg hjem fra en smut i byen, og i mangel af bedre valgte jeg og vedhæng at tage bussen. Dette skulle ret hurtigt vise sig at være en rigtig dårlig ide. Ikke nok med at jeg måtte pantsætte min ene nyre for at kunne betale billetten, så have ca. 1000 mennesker fået samme ide. Venlig som buschaufføren var, så skulle alle 1000 mennesker naturligvis have lov at komme med samme bus. På nogenlunde den samme tid som jeg kunne have gået hjem, fik alle 1000 mennesker placeret sig i bussen, der normalt kan klare omkring 70 passagerer. Allerede da de godt 500 første havde sneget sig ind i bussen var den rimeligt tæt pakket. Buschaufføren mente dog at dette kunne gøres bedre, og med kommandoen "GÅ TILBAGE I BUSSEN!" blev de sidste millimeter sparsom luft mellem passagererne fyldt ud.
Ca. 20 minutter efter køreplanen fik buschaufføren startet bussen, hvorefter hydraulikken sørgede for, at de folk som ikke lige havde noget at holde fat i, blev kastet frem og tilbage i bussen, herunder undertegnede. Efter på høfligste måde at have undskyldt overfor en yngre kvinde, at jeg havde trampet hendes fine Prada kopi ihjel, forsøgte jeg uden held at få fat i noget at holde fast i .. Dette skulle dog vise sig at være temmeligt umuligt, og de næste tre-fire stop lykkedes det mig at ramme ca. 20 forskellige mennesker. Herefter lykkedes det mig endeligt at hive fat i noget, jeg håber var et håndtag.
Ca. 20 minutter efter at havde forladt Rådhuspladsen ankom bussen endeligt til min destination. Desværre var der stadig ca. 700 passagerer tilbage, og at komme hen til en dør viste sig hurtigt at være nogenlunde det samme som at klemme en elefant gennem et nåleøje. Jeg så dog muligheden for at hoppe ud af fordøren, men dette mente buschaufføren ikke var en skide god ide. På en mindre pæn måde fik jeg at vide, at fordøren kun var beregnet til indstigning i bussen. Jeg prøvede forgæves at forklare ham historien om elefanten og nåleøjet. Desværre tror jeg kun han hørte ordet "elefant", for han virkede temmeligt fornærmet. Måske fordi den 200 kg tunge chauffør bar på noget der nemt kunne misfortolkes som en snabel og stødtænder. Da jeg naturligvis gerne ville udgå at skulle gå nogenlunde den samme distance tilbage til min destination, som bussen havde tilbagelagt fra Rådhuspladsen, begyndte jeg at presse mig igennem folkemængden med chaufførens betryggende "jeg skal nok vente med at køre til du kommer ud!" ord i hovedet. Til min store overraskelse kom jeg ud på rette sted og gennem "rette" dør. Nu kunne jeg endeligt komme hjem og sove... Takket være HT.
HT .. Kom godt hjem .. eller hvor du nu ender.
Ca. 20 minutter efter køreplanen fik buschaufføren startet bussen, hvorefter hydraulikken sørgede for, at de folk som ikke lige havde noget at holde fat i, blev kastet frem og tilbage i bussen, herunder undertegnede. Efter på høfligste måde at have undskyldt overfor en yngre kvinde, at jeg havde trampet hendes fine Prada kopi ihjel, forsøgte jeg uden held at få fat i noget at holde fast i .. Dette skulle dog vise sig at være temmeligt umuligt, og de næste tre-fire stop lykkedes det mig at ramme ca. 20 forskellige mennesker. Herefter lykkedes det mig endeligt at hive fat i noget, jeg håber var et håndtag.
Ca. 20 minutter efter at havde forladt Rådhuspladsen ankom bussen endeligt til min destination. Desværre var der stadig ca. 700 passagerer tilbage, og at komme hen til en dør viste sig hurtigt at være nogenlunde det samme som at klemme en elefant gennem et nåleøje. Jeg så dog muligheden for at hoppe ud af fordøren, men dette mente buschaufføren ikke var en skide god ide. På en mindre pæn måde fik jeg at vide, at fordøren kun var beregnet til indstigning i bussen. Jeg prøvede forgæves at forklare ham historien om elefanten og nåleøjet. Desværre tror jeg kun han hørte ordet "elefant", for han virkede temmeligt fornærmet. Måske fordi den 200 kg tunge chauffør bar på noget der nemt kunne misfortolkes som en snabel og stødtænder. Da jeg naturligvis gerne ville udgå at skulle gå nogenlunde den samme distance tilbage til min destination, som bussen havde tilbagelagt fra Rådhuspladsen, begyndte jeg at presse mig igennem folkemængden med chaufførens betryggende "jeg skal nok vente med at køre til du kommer ud!" ord i hovedet. Til min store overraskelse kom jeg ud på rette sted og gennem "rette" dør. Nu kunne jeg endeligt komme hjem og sove... Takket være HT.
HT .. Kom godt hjem .. eller hvor du nu ender.
Abonner på:
Opslag (Atom)