Det grå guld? Eller udbrændt kul?

Er De segnefærdig? Svigter Deres ledmuskler? Dypper De småkager i kaffen? Ryger De cerutter uden at tænke på konsekvenserne? Betaler De kun halv pris i bussen? Mangler De Deres hår, eller er det farvet lilla? Så er det på tide at indrømme det!! De er gammel, falmet, afblomstret, forhenværende, senil, forkalket, oldingeagtig, mosbegroet, hjerneforkalket, alderdomssvækket.

Ikke alle teknologiske fremskridt er til det bedre. Et godt eksempel på dette er rollatoren. Denne samling af lette metaller og gummi har gjort hverdagen til et helvede for alle os, der ikke tilhører den gruppe, der også er kendt som "Det grå guld". Uden dette hjælpemiddel ville en høj procentddel af alle ældre nemlig have været blevet imobiliseret, sådan som det er skrevet fra naturens side. Men sådan er det ikke længere. Til trods for at de ældre nu er kommet på hjul på Statens regning, så er de ikke ligefrem blevet hurtigere af den grund. Dette på trods af at man har forsynet alle rollatorer med håndbremsere. Gud forbyde hvis de ikke skulle kunne stoppe igen, når de først er kommet op i "fart".

Problemet med mobile ældre opleves af de fleste i hverdagen: Man har endeligt fri fra en lang dag på arbejde, men inden man kan komme hjem og smide sig på sofaen, skal indkøbene lige klares. Kurven fyldes i den lokale Netto, og hele oplevelsen kulminerer i en 30 mands kø foran kassen. Man må jo bare vente på sin tur, men efter kort tid synes man der tegner sig en tendens. Gennemsnitsalderen i køen er ikke under 64 år. Til trods for at de ældre står op med solen, og har haft hele dagen til at klare deres indkøb, så står de der alligevel kl. 17 om eftermiddagen. Mens de læsser en pakke tvebakker og et halvt pund kaffe op på båndet, taksers prisen af ekspedienten: "44 kroner og 25 øre bliver det". Og så starter trædemøllen idet den ældre ikke kan forstå, at priserne er steget siden 1890. "Det var ikke så lidt .. I mine unge dage ville det ikke have kostet mere end 10 øre.". Lidt modvilligt tager den ældre sin pung op af det medbragte net, og igen må ekspedienten lide. "Jeg ser jo ikke så godt mere, så vil De hjælpe mig unge dame?" .. Mens ekspedienten så sidder og sorterer de udgående mønter fra de, der stadig er gangbare, så får ekspedienten samtidig den ældres livshistorie: "Ja jeg ser jo ikke så godt mere efter jeg på en 40 timers arbejdsdag i minen fik kulstøv i øjnene jeg tror det var i 1931 for jeg kan huske at min mand Ingvar var ude og på havet og fiske ...................". Da betalingen endeligt er gennemført sker det, som man bare frygter: Den ældre beder om at få bon'en til trods for, at denne ikke kan læse hvad der står på papiret. Igen må ekspedienten hjælpe til, og priserne på bon'en passer naturligvis ikke ifølge den ældre. Endnu en medarbejder må ulejliges og rende butikken rundt og kontrollere priserne, for bare at finde ud af, at kasse apparatet havde ret. Den ældre går, og endeligt når man frem til kassen, og man får betalt.

Nu er det bare hjem. En lille tur med bussen og sofaen venter. Uheldigvis er bussen stoppet, men heldet falder på en, og man får alligevel tilkæmpet sig en siddeplads. Mens man bare sidder og slapper af, og nærmest bare i trance tænker på sofaen brydes idyllen af en lidt skælvende stemme. "Må jeg have lov til at få din plads unge mand?". Nu er man for alvor fanget. På den ene side kan man venligt påpege at man er træt, og gerne vil have lov at sidde og hvile sig, hvormed man hurtigt bliver påstemplet prædikatet "Nutidens ungdom har ingen respekt". På den anden side kan man rejse sig, vise alderdommen respekt, og miste ca. 5 minutters fred, man kunne have haft på siddepladsen. Vel vidende at den ældre kun har betalt det halve for den samme billet.

Til sidst kan man så stige af bussen vel vidende, at man igen i dag har mistet en del af sin dyrbare fritid på, at de ældre ikke kan klare deres erinder inden folk får fri fra arbejde. Alt sammen fordi vi forsøgte at lege Gud, og opfandt rullatoren.