mandag, oktober 31, 2005

De kære anonyme naboer

Som de fleste andre, så har jeg en nabo .. Jeg har faktisk flere. Godt nok aner jeg ikke rigtigt hvem de er, men jeg ved faktisk mere om dem, end jeg har lyst til. Lydisolering var nemlig ikke opfundet, da dette boligkompleks blev opført, og det er som om mine naboer ØNSKER jeg skal vide alt. Særligt to har en speciel plads i mit hjerte.

Da jeg ikke kender naboernes rigtige navne, har jeg i stedet valgt at kalde dem ved det, der irriterer mig mest ved dem. Som f.eks. overboen: Elefanten som jeg kalder ham. Eller måske snarere den lyserøde elefant. Han sover aldrig, hvilket betyder han tramper rundt deroppe dag og nat. Og i de lykkesagelige øjeblikke, hvor han ikke bevæger sig, så kommer larmen i stedet fra hans fede kat, hans anlæg som kun kan spille tysk dødsmetal og Kim Larsen, eller også tramper han bare rundt mens han hører tysk dødsmetal, jagter katten og synger falsk. På trinene kan jeg høre, at han sjældent er helt appelsinfri, for han går sjældent i en ret linie. Jeg overdriver ikke, når jeg sommetider er bange for at loftet falder ned. Af samme grund har jeg valgt kun at opsætte så få ting i loftet som muligt. Og fæstnet dem så godt, at bygningen falder sammen før tingene løsner sig.

Til højre bor Tollundkvinden. At kalde hende "ældre" er en underdrivelse i sig selv. Hun er så syg og svagelig, at man skulle tro hun ikke kunne lave meget larm. Sådan forholder det sig imidlertidigt ikke. Hendes tilstand gør at hun konstant har brug for hjemmehjælpen, og det hører man tydeligt om natten, når hun for 10. gang bruger kaldeanlægget for at få opmærksomhed. Jeg kan lige så tydeligt høre hjemmehjælpens irriterede stemme, når hjemmehjælpen for gud ved hvilken gang forsøger at forsikre Tollundkvinden om, at hjælpen er på vej. Samtidigt må jeg hver halve time høre hendes svar på Rådhusklokkerne gå af. Værst af alt er at uret er godt 5 timer bagefter, hvilket er pisse irriterende når man klokken 5 om natten hører 12 slag gå af. Det er som at have et personligt vækkeur som er placeret et sted, hvor man ikke kan nå det. Tollundkvinden er dog ikke mere svagelig, end at hun kan traske de 2 meter hen til væggen, der skiller vores lejligheder, og banke hårdhænnet lige så snart jeg tænder for mit anlæg eller tv. Tror faktisk hun kan høre mit TV når det står på stand-by.

Slutteligt skal det siges, at jeg igennem 20 år har boet klods op af en motorvej. Jeg anser derfor ikke mig selv som sart når det gælder støj fra "omgivelserne".. Men efter jeg flyttede i lejlighed i København, er min tålmodiged brugt op!

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg tror du bør se på at lydisolere din lejlighed. Nogen siger æggebakker er gode til dette formål, jeg fortrækker 1m tykt lag af glasuld. Det holder alle lyde både ind og ude, og giver en sjov fornemmelse af at være lukket inde i en lille kasse. Samtidig har du også en god kilde til kløen, hvis du har brug for en undskyldning for at være ynkelig over for andre. Eneste minus er den lidt kedelige vægfarve, som ikke går så godt med specielt mange møbler.

Anonym sagde ...

Æggebakker??? Hvad sker der.... Skal man nu bo i en lejlighed med samme vægstruktur som Mogens Glistrups kalkunhage?

Få dig i stedet et job med lidt mønt i - og køb en hus i den rigtige ende af københavn. Der bliver man højest vækket af V8'eren i naboens nye Jaguar...

Devin Dazzle sagde ...

Anonymous: Havde slet ikke tænkt på det med æggebakker. Måske æggebakker kombineret med glasuld er vejen frem. I så fald er der jo ingen grund til en Strandvejsvilla med helikoptor i baghaven. Det må prøves af!