tirsdag, februar 08, 2005

Det ER valg!

Man skal vist leve under en sten i Utterslev mose, hvis man ikke ved at der er folketingsvalg i dag. De sidste 3 uger er vi konstant blevet bombarderet med "valg-debatter" på TV og aviserne har udbredt valgpropaganda, så selv Bush er imponeret. Og så har man åbenbart glemt alt om byforskønnelse. I hvert fald kan man ikke bevæge sig rundt på gaden, uden at en politiker kigger en over skulderen fra en lygtepæl, eller hvor der nu ikke lige sad en valgplakat i forvejen. Flere af plakaterne er endog så skræmmende, at de burde have påklæbet et "Bør ikke ses af børn under 15 år" klistermærke. Faktisk er der visse plakater hvor rådet "Du må ikke kigge direkte på solen" gør sig kraftigt gældende.

Hvad der skræmmer mig mest er dog, at en del af disse mennesker faktisk kommer til at styre landet de næste 3-4 år. Skræmmende fordi valgkampen mest af alt ligner en diskussion i en børnehave: "MIN FAR KAN TÆSKE DIN MOR!" .. "JA MÅSKE .. MEN DU ER FOR NÆRSYNET TIL AT SE ET BREDT FORLIG!". Valgkamp handler åbenbart mere om at kritisere modparten end at komme frem med sine egne holdninger. Skide være landet bare ikke modparten får en ministerpost.

Ingen kommentarer: