fredag, december 02, 2005

Julen er hjerteforeningens fest

Vi er nu nået til d. 2. december. To låger i kalenderen er åbnet, 2 stykker "noget der minder om chokolade" er indtaget, og kun 22 dage resterer til vi skal hygge os om et træ, der ikke ser næste jul. Mens vi venter kan vi så glæde os til at se Disneys Juleshow, der i år er ændret en smule, så det minder endnu mere om sidste år. Men ingen jul uden sne.

Endnu har vi ikke set noget sne i december i Danmark, og følger man med i Vejret på TV2, er der ikke meget optimisme at hente fra hvidjulsbarometeret. Sølle 7% er det sneget sig op på. Chancen for hvid jul ser dermed ud til at være forsvindende lille, hvilket er et klart tegn på global opvarmning. I min barndom var der hvid jul flere gange om året, og jeg synes også at julegaverne var større og knap så bløde. Faktisk var alt bedre i min barndom .. Selv Werthers Echte smagte bedre og kostede mindre.

Men at dvæle i fortiden får vi ikke hvid jul af. Når vejret ikke vil hjælpe, så må vi selv tage initiativet. Derfor har jeg her til morgen åbnet min fryser, således at den kan køle hele Danmark ned til -25 grader celcius, hvormed bare det mindste tegn på regn vil resultere i øjeblikkelig snevejr. Regn er jo ikke ukendt i december måned, og ud fra 7 dages prognosen på DMI, synes projektets succes sikret allerede i morgen lørdag.

Følg med i morgen hvor jeg med mit termometer og skærkt upålidelig videnskab vil dokumentere mit forsøg på at skabe hvid jul udelukkende ved hjælp af en 10 liters fryser monteret i et hårdt arbejdende kølefryseskab.

Ingen kommentarer: