Jeg er døbt og konfirmeret, men har absolut ingen tro på en højere guddommelig magt, som står bag det hele. Når jeg søger svar, så søger jeg den i videnskaben, men jeg ser nu ikke videnskaben som en "religion".
I mine øjne er religion at tro på noget uden at stille spørgsmål ved det. Eksempelvis siger man i kristendommen, at Guds veje er uransagelige, når der sker noget, som man ikke kan forklare.
I relgionen følger man nogle regler og skikke som er fastsat af et guddommeligt skrift. Man stiller ikke spørgsmål til denne skrift, men man kan fortolke den på mange måder.
I videnskaben stiller man spørgsmål til alt indtil man har bevist, at tingene forholder sig sådan. Man forholder sig kritisk til alle de ting man lærer, og man finder hele tiden nye svar. Hvor religion står stille, udvikler videnskaben sig konstant. Man kan ikke fortolke videnskab, da videnskab i sig selv er bevist.
Jeg synes dog der er noget poetisk i, at man, efter man dør, bliver nedbrudt til de dele, man er dannet af. For mig er dette meget lig kristendommens sidste velsignelse "Af jord af du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå". Godt nok genopstår man ikke på samme måde, som det menes i kristendommen, men de dele man nedbrydes til, vil igen blive en del af noget andet, og på den måde "lever man videre" i en anden form. Som en del af noget andet. Jeg synes som sagt denne tanke er fantastisk, og selvom ens bevidsthed ikke umiddelbart føres videre, så stopper man i princippet aldrig med at eksistere.
Shit jeg er træt :D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar